Selv om Domaine Azzara er et ungt domæne, føles det allerede bemærkelsesværdigt samlet og klart i sit udtryk. Benjamin har bygget det op omkring fem hektar gamle gamaystokke på en stejl skråning højt i Chiroubles, med parceller fordelt over Chiroubles, Morgon og Beaujolais-Villages. Jordbunden af granit, kvarts og blå sten, de gamle gobelet-stokke og den krævende hældning giver vinene et naturligt udgangspunkt af spændstighed, mineralitet og præcision. Men det, der for alvor gør domænet overbevisende, er ikke kun stedet i sig selv — det er måden, det bliver arbejdet på. Alt virker båret af nærvær, disciplin og en meget personlig vilje til at tage Gamay helt alvorligt.

Benjamin laver i praksis alt selv, og ved flere af mine besøg har jeg mødt ham på regnfulde dage midt i marken, i gang med at trimme, binde op eller gå stokkene efter. Det siger noget vigtigt om vinene. De føles ikke som resultatet af en idé eller en ambition alene, men af et menneske, der helt konkret kæmper for det, der ender i glasset. Der er en sjælden direkte forbindelse mellem arbejdet i marken og det udtryk, vinene får: en følelse af energi, spændstighed og indre ro, uden at noget bliver poleret eller gjort pænt for sin egen skyld.

I kælderen arbejder Benjamin med samme alvor og samme følsomhed. Hele klaser, spontan gæring, nænsom maceration, opvækst på ældre fade og aftapning uden klaring eller filtrering er ikke greb, der bruges for at skabe effekt, men for at bevare vinens form, klarhed og liv. Intet virker drevet af stil for stilens skyld. Alt synes i stedet rettet mod at lade skråningen, frugten og årgangen tale så rent som muligt. Det er netop derfor, vinene fra Azzara føles så overbevisende: ikke som Beaujolais, der forsøger at være noget andet, men som en usædvanligt ren, personlig og seriøs fortolkning af et sted og en vinmager med en meget klar retning.